Vores ferie

I vores rejse rundt i det sydøstlige hjørne af Frankrig bliver vi mødt af et imponerende syn – de franske alper. Dette pragtfulde landskab blev dannet for 110-115 millioner år siden og er en såkaldt kollisionsbjergkæde, hvor et løsrevet minikontinent fra Afrika under rotation har presset sig ind i Europa. Majestætiske bjerge rejser sig på alle sider af os, mens vi tager det ene hårnålesving efter det andet op af bjerget.

Bed and brekafast i fantastiske omgivelser

Ud over hidsigt overhalende franskmænd oplever jeg også det mest utroligt beliggende bed and breakfast, jeg længe er stødt ind i. Det er nærmest bygget på et klippefremspring lige langs vejen på et af bjergene og fra terrassen på bagsiden af huset har man udsigt ud over dalen, så langt øjet rækker. Et betagende syn når man er ankommet direkte fra lille dejlige flade Danmark.

At bo der med tre mindre børn vil jeg dog gerne betakke mig for. Det er lidt for tæt på kanten til, at mit nervesystem vil fungere godt. Vi kører videre op af bjerget og ender i byen Tignes, som med søen i midten af byen er et attraktivt sted at gøre stop. Tignes er en mindre by, men trods byens størrelse har den rigtig mange aktiviteter at byde på.

Fra skisportssted til sommerferieidyl

Om vinteren er Tignes et travlt skisportssted med et mylder af besøgende.

Der er også mulighed for at stå på ski om sommeren, hvis man tager toget op til gletscheren, men byen har også meget andet at byde på.

Ud over de ture, som naturen indbyder til er der bl.a. en dejlig svømmehal, hvor der i bassinet er forskellige dybder, så børnene har meget sjov med at finde ud af, hvor henne de kan bunde.

Desuden er der en rutschebane, som giver tilstrækkelig fart til at give kriller i maven, men som ikke er vildere end at mindre børn gerne vil prøve igen og igen.

Udendørs findes der i byen en lang række muligheder som fx trampolin, hoppeborge, minigolf, bue og pil, bordfodbold, bordtennis, pedalbåde som rækker til timevis af udfoldelse.

I Tignes er der også mulighed for at benytte sig af den splinternye klatrevæg, hvor der findes både lettere baner til børn og begyndere, men bestemt også baner, som vil kunne udfordre rutinerede klatrere.

Vores største dreng befandt sig som en fisk i vandet, og det var en fornøjelse at se, hvordan han bare tog udfordringen op på et par af banerne og klatrede af sted. Når det skulle gå den anden vej var han også rigtig dygtig til at rapelle. En super oplevelse at få med i rygsækken.

Golf i højden

En anden mulighed i Tignes er golfbanen, som er Europas højest beliggende 18 hullers bane.

Her smukt beliggende omkranset af bjerge må den være en nydelse at spille, men også en udfordring for selv rutinerede golfspillere pga. af de mange hældninger, som banen har.

Måske skulle nogen overveje at anlægge en bane med fodboldgolf her. Jeg er sikker på, at det ville blive endnu en populær beskæftigelse i en by, som summer af aktivitet.

Shelterovernatning ville være oplagt

På trods af mange ture rundt i området stødte vi dog ikke på et eneste shelter nogen steder.

Men det bjergrige og skønne område ville ellers være et ganske oplagt sted at etablere nogle shelters. De ville naturligvis nok ikke blive med lige så mange moderne bekvemmeligheder, som mange af de danske shelters har, det vil simpelthen ikke være muligt i bjergene, men til gengæld ville de få en beliggenhed, som ikke vil kunne opleves mange andre steder.

Men indtil videre må det nok blive ved drømmen med sådan nogle shelters – det ser ikke ud til at være noget, som er lige på trapperne. Men skulle det komme er vi klar på at komme på besøg.

Disclaimer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *