Det var et noget overraskende syn, der mødte mig på den store parkeringsplads ved byens idrætshal, da jeg forleden kørte ind på pladsen, fordi jeg skulle til håndboldtræning i hallen. En del af parkeringspladsen var spærret af, og der var en eller anden aktivitet i gang.
Lidt nysgerrig er man jo, så jeg tog mig tid til at se nærmere på, hvad der foregik. Nogle fjernstyrede modelbiler kørte rundt på en interimistisk bane, men de små biler så helt specielt ud, for de havde alle sammen en firkantet plade på taget med en blank overflade.
Jeg spurgte en anden, om han vidste, hvad det gik ud på, og så fik jeg forklaringen. Der var tale om fjernstyrede, eldrevne modelbiler, som fik den nødvendige strøm leveret fra et solcelleanlæg en miniature på taget. Vi kan kun bruge vores biler i dagslys, forklarede manden, for der er ikke noget batteri i dem – de drives udelukkende af den strøm, som de små solceller leverer til bilernes elmotorer.
Det var nyt for mig, at man dyrker en så speciel sport, men jeg synes bestemt, det er interessant, og det var faktisk sjovt at se, hvor hurtigt de små biler kunne bevæge i betragtning af, at de udelukkende fik energi fra solens lys.
Mens jeg klædte om til håndboldtræningen tænkte jeg lidt over, om sådan en solcelle måske en gang også kan komme til at være drivkraften i en rigtig bil, men så skal den selvfølgelig suppleres med batterier, så den også kan køre i mørke.