I de sidste par uger har jeg ikke kunnet de 7 timer i et stræk, som jeg plejer. Jeg vågner sådan ca. hver 3. time. Ikke fordi jeg drømmer og har mareridt. Jeg vågner bare. Og så ligger jeg der og tænker på mit arbejde. Jeg er folkeskolelærer. Normalt er jeg glad for mit job. Kan godt lide at undervise – især børnene i 3. og 4. klasse. Det er, som om jeg underviser små videns-hungrende svampe. Børnene suger alt til sig. De spørger. Deltager og laver sjov. Det er et fedt – men til tider også et meget hårdt job, jeg har.

Han sover godt nu

Min partner sover godt. Han forstår ikke, at jeg har de her søvnproblemer. Han mener, at jeg pjatter og fortæller mig, at jeg bare skal slappe af. Men det er jo det, der er problemet: Jeg kan ikke slappe af. Tankerne vælter rundt: Kommer vi ind i endnu en periode, hvor al undervisning skal ske via platforme og internet? Det er jo ikke den bedste måde at undervise børn på. Det har været nødvendigt, men det har efterladt sår og problemer hos mange. Inklusive mig tror jeg. Og jeg føler mig absolut ikke klar til at kunne gå et nyt skoleår i møde. Skal jeg se en psykoterapeut i København? Jeg spørger mig selv. Jeg kender godt svaret: Ja, det kan godt være, at du skal det. Det kan under ingen omstændigheder skade dig. Omvendt kan det måske hjælpe dig til at komme af med den her begyndende angst for det nye skoleår.

Jeg vender mig i sengen. Lægger hovedet på puden. Sparker lidt til min dyne. Forsøger at tømme hjernen for tankerne om Covid-19. Om det vi har været igennem i de sidste mange måneder. Håber, at søvnen snart vikler mig ind i sin dybe favn. Lytter til min partners rolige åndedræt og lukker øjnene.

Min svigerinde imponerer

Min svigerinde har imponeret mig. Jeg har måske fortalt dig om hende. Måske har jeg fortalt dig, at jeg ikke bryder mig om hende, fordi jeg synes, at hun er et selvoptaget, ultra-hysterisk og meget egoistisk menneske. Vi har ofte været ved at ryge i totterne på hinanden, fordi jeg simpelthen ikke kan snuppe den måde, hun taler til mig på. Jeg ved godt, at hun ikke gør det med vilje – og ja, min mand forsvarer hende, fordi hun har alvorlige problemer med sit helbred. Og hun har haft de problemer, siden hun var ganske ung. Så intet, under at hun har udviklet nogle psykiske problemer, som kommer frem i de perioder, hvor hun har det fysisk rigtigt dårligt. Men da hun så ringede til mig i sidste uge, kun for at høre, hvordan jeg har det, blev jeg ret paf. At hun interesserer sig for sin brors familie, kom som en kæmpe overraskelse for mig. Jeg blev glad. Meget glad.

Psykoterapi var løsningen

Jeg fortalte hende om små og store ting i vores liv. Lidt om mine fritidsinteresser og om vores planer for de kommende måneder. Hun lød, som om hun var oprigtig interesseret. Kom oven i købet med forslag til aktiviteter med børnene. Det var en god samtale. Og jeg kunne naturligvis ikke lade være med at fortælle det til min mand den samme aften. Han blev glad. Sagde blot en ting til mig, som jeg skal huske: ”Du må ikke sige til hende, at det var min idé, at hun går til psykoterapi i København. Hun er overbevist om, at det er hendes egen idé. Forhåbentligt vil det hjælpe hende videre til at få et bedre liv. Hun har brug for et godt mentalt helbred.”

Altså, jeg synes, at min mand er fantastisk. Hvordan han har formået at få hende til at tro, at det er hendes eget valg at gå i terapi, er et mysterium.