Min gamle og nære ven Laust har sammen med konen for ikke så længe siden købt et hus, der end ikke i deres vildeste drømme var inden for rækkevidde for dem – lige indtil de vandt i Lotto altså. Og det gjorde jo så eftertrykkeligt, at ingen af dem overhovedet behøver at bekymre sig om arbejde eller penge resten af deres dage. Og hvor er det bare herligt for dem, og endnu mere herligt for vi andre at se, hvordan de to mennesker nu gebærder sig med de mange penge. Ingen af dem har nogensinde haft penge, og de er slet ikke vant til at kunne gøre, hvad de vil.

Laust er allerede ganske langt med at indrette sig i det nye hus, og i sidste uge var jeg inviteret forbi for at se, hvordan de nu boede. Og jeg skal lige love for, at det var et hus, der ville noget. Nærmeste nabo oppe på Strandvejen er den kendte ejendomsinvestor Christian Riiber i øvrigt. Huset er intet mindre end enormt, og jeg foreslog lidt i spøg, at Laust skulle tage fat i et udlejningsfirma som Scandia Housing for eksempel, for de to gamle kunne da aldrig bruge al den plads. Det mente han nu ikke, de skulle.

Nå – men vi kom ind i køkkenet, der vel er på størrelse på et mindre parcelhus (!), og det var jo spækket med alskens maskiner og smarte hvidevarer. Ingeborg (det er Lausts kone) sagde godt nok, at hun ikke havde nogen anelse om, hvordan halvdelen af dem virkede, men smarte – det var de.

Henne i det ene hjørne stod et kæmpestort vinskab, og det var nok et af de største vinskabe, jeg i mit liv har set. Men noget var ikke helt rigtigt, for gennem glaslågerne kunne jeg se, det ikke var vinflasker, der var i skabet. Det skyldes jo nok det faktum, at hverken Laust eller Ingeborg nogen sinde kunne drømme om at drikke det sure pjask, som de benævner al vin over en kam. Men hvad var det så, der var i det vinskab?

Det var kartofler! Laust opbevarer ganske enkelt kartoflerne i vinskabet, for som han siger er det jo nemt at sætte den helt rigtige temperatur, som får kartoflerne til at holde sig. Og så kan de købe større ind og spare lidt penge – for sådan tænker de, selvom de er mangemillionærer nu.

Ingeborg viste mig også en indretning, som hun ingen anelse havde om, hvad skulle bruges til:

Jeg smilede og forklarede hende, at det er en såkaldt Sous Vide koger, men hun viftede afværgende med hænderne og sagde, at hun skam ikke havde brug for andet end sine gode gamle gryder.

Jeg under de to skønne mennesker deres gevinst, men jeg kunne nu ikke lade være med at tænke over, at nogle gange er det ikke altid de, der bedst kan få glæde af pengene, der vinder.